MEDIEBLOGGEN

Denne blog er ikke længere aktiv, da vi fremover skriver indlæg på www.mediacom.dk, hvor du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev.

mandag, september 18, 2006

Mobil markedsføring

Kan du huske, da du sendte din første sms? Eller første gang du modtog en? Har du været på nettet via en mobil?

Som mennesker har vi behov for at kommunikere, skille os ud fra andre og have adgang til information. Disse behov kan alle dækkes af mobilen, og det undrer nok ikke nogen, at den er blevet så populær blandt alle aldersgrupper verden over.

Men disse behov er ikke nye; de har altid været der. Husk på hvordan man tidligere sendte breve, ringede, opsatte opslag og faxede, hvor man i dag bruger mobilen. For mange tilbyder mobilen et frirum – en pause man tager sig, som kan sammenlignes med en kaffe- eller en cigaretpause. Men mobilen bruges også i de naturlige pauser i hverdagen; ved stoppestedet, i toget, mens man venter på en anden etc. Det er ikke for ingenting, at det japanske ord for mobil ”keitai” betyder ”something you carry with you”. Det, der er specielt ved mobilen, og som gør den til et oplagt annoncemedie er, at den er:

– Personlig
– Bærbar
– Brugbar stort set overalt

Især det, at mobilen er personlig, er værd at hæfte sig ved. Som markedsfører har man mulighed for at ramme brugeren mere direkte end via andre medier og desuden er muligheden for respons en del af mobilens fortrin. Som internettet repræsenterer mobilen en fuld AIDA-model. Desuden har man via mobilen mulighed for at ramme brugeren i nogle situationer, hvor denne er modtagelig overfor budskaber; f.eks. i en pause. At mobilt internet vinder mere og mere frem gør naturligvis kun mediet endnu mere interessant.

Der var en tid, hvor emailen havde næsten samme status som mobilen har nu; det var et nyt medie, som alle brugte, og det viste sig også at være fabelagtigt som annoncemedie. Men tiden med de høje klikrater på email er forbi, og for markedsførere er det på høje tid at kigge efter nye annoncemedier. Mobilen er den mest oplagte aftager, fordi den minder så meget om emailen. Og der er ingen tvivl om, at når mobil markedsføring først kommer rigtigt i gang vil det ligne det vi kender fra online markedsføring i dag - bare meget mere sofistikeret. Der ligger nogle nye muligheder i mobil markedsføring - bl.a. fordi mobilen er bærbar, og det vil åbne for helt nye annonceringsformer – og responsmuligheder.

Mobil markedsføring er i markedsføringsloven omfattet af de samme regler som al anden elektronisk markedsføring, hvorfor man skal have modtagerens accept, før man sender noget. Accepten kan f.eks. være indhentet i forbindelse med et køb eller en tilmelding. Som markedsfører kan man bruge mange af de samme teknikker som på internettet, men man skal være opmærksom, for mange af de samme fejl kan også kopieres. Desuden er forbrugerne nu mere bevidste om, hvad spam er, og derfor vil det heller ikke blive tolereret, hvis man markedsfører f.eks. via sms eller mms uden tilladelse.

Fordi mobilen er både personlig og altid åben, har brands mulighed for at interagere med brugerne via endnu en platform, men det er vigtigt, at det bliver gjort på den rigtige måde, så brugerne ikke vender sig mod brandet. Langt størstedelen af de mobile ”kampagner”, der har været lanceret i Danmark har haft en konkurrence som omdrejningspunkt. Men mobil markedsføring kan bruges til meget, meget mere end konkurrencer; herunder CRM-aktiviteter, opbygning af sms/mms-permission, interaktion med kunder/ikke-kunder, branding, salg- og leadgenerering.

Hvis du stadig ikke er overbevist, så se nedenstående tal fra bogen ”Mobile Marketing”:

- 94% af alle beskeder modtages
- 62% husker annoncen
- Responsrater er ofte over 10%
- 22% af modtagerne videresender beskeden til deres venner (viral markedsføring)

Hvis du ønsker at høre mere om mulighederne indenfor mobil markedsføring, så skriv til annemarie.kirk@mediacom.dk