MEDIEBLOGGEN

Denne blog er ikke længere aktiv, da vi fremover skriver indlæg på www.mediacom.dk, hvor du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev.

tirsdag, januar 16, 2007

Nettet trækker for alvor annoncører

Indslag i P1 Morgen, 4. januar

På få år har Internettet bevæget sig fra at være et perifert annoncemedie til at være en stor konkurrent til avisannoncer og TV-reklamer.

Faktisk vokser antallet af bannerreklamer, søge­maskineannoncer og andre former for annoncering på nettet så markant i de her år, at omsætningen i 2006 forventes at nå 1,8 milliarder kroner.

Hvor avisannoncer er på vej tilbage og TV-reklamerne ligger stabilt, stormer Internettet frem. Faktisk viser prognoser på omsætningen af det samlede annoncemarked, at Internettet sidste år havde en vækst på hele 38%. Det skyldes ifølge Henrik Løwe, der er Interactive Director i medie­bureauet Mediacom, to ting. For det første at det i dag er muligt at nå nærmest alle danskere via nettet, da to ud af tre har bredbånd derhjemme. Og for det andet at effekten af annoncering på Internettet kan dokumenteres ned til mindste detalje.

”Internettet har bevist gennem længere tid, at det er et utroligt effektivt responsmedie. Det har vi kunne gennemskue via al den tracking, vi laver på vores kampagner. Dvs. ved at kontrollere, hvad der kommer ud af, at folk har set et banner, eller de klikker på det, og når de så kommer videre over til et website, om de så også foretager den handling, som vi har sat som målsætning.”

Og endelig er Internettet også stadig et forholdsvis billigt sted at lægge sine annoncekroner, mener Henrik Løwe.

”På et medie som nettet vil der være begrænsninger for hvor meget, man kan tillade sig at sætte priserne op, fordi at der er så mange andre mediemuligheder at tage fat i, hvor man kan ramme de samme målgrupper. På Internettet der opererer vi med mellem 100 og 150 medier, som er de største sites i Danmark, hvor vi placerer vores annoncer. På TV har vi et ret begrænset antal TV-kanaler, hvilket gør, at de kan konkurrere meget mere på pris og presse det marked.”

Hele indslaget fra P1 Morgen kan høres her.