MEDIEBLOGGEN

Denne blog er ikke længere aktiv, da vi fremover skriver indlæg på www.mediacom.dk, hvor du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev.

fredag, december 30, 2005

Kreative formater i 2006

Af Anders Clausen
Vi går et spændende og kreativt 2006 i møde hvor nye standarder vil blive sat for hvad som er muligt på nettet. I takt med at flere og flere danskere får adgang til hurtigere bredbåndsforbindelse bliver kvaliteten af reklamerne bedre og afviklingen mere professionel. I denne sammenhæng er det dog vigtigt at påpege, at danskernes høje bredbåndspenetration ikke alene vil løfte opgaven - medier annoncører, reklame og mediebureauer skal sammen være med til at klare denne opgave – en udfordring som vi her på Mediacom ser frem til at være med til at løse.

Vi er gennem de sidste par år løbende blevet introduceret til nye og større bannerformater. Formater som skaber mere opmærksomhed og som i langt større grad giver mulighed for at de kreativt tænkende folk kan udfolde deres ideer på internettet. Hvad også er meget væsentligt i denne sammenhæng er, at med mere end 1,1 million danske bredbåndsforbindelser har muligheden for at lave de mere krævende løsninger (eks. streaming af video i høj kvalitet) været tilstede og er også blevet benyttet. Det har primært været annoncører indenfor filmbranchen som har benyttet dette format til at fremvise deres trailere i.

Vores forventninger til 2006 vil uden tvivl være en større grad af brug af streaming i de store bannerformater (468x400, 350x250), det er endvidere vores forventning af flere annoncører vil udvikle specifikke film til brug på nettet, da en film brugt som tv-reklame sjældent har den samme effekt på nettet, og heller ikke udnytter muligheden for interaktivitet. Vi vil efter al sandsynlighed også se nye formater komme til: Større formater, der vil skabe mere opmærksomhed.
I samme takt som der vil blive introduceret nye formater vil de ”ældre” og mindre formater langsomt blive udfaset. I løbet af de sidste 2 år er det klassiske topbanner (468x60) mere eller mindre forsvundet på alle de kommercielt interesante sites, og findes nu kun i meget få tilfælde. Denne udvikling vil komme både annoncører og den generelle intetnetbruger til gode, da det vil betyde en generel forbedring af reklamernes kvalitet. Som lidt inspiration til hvad man kan forvente sig i de kommende år, vil vi anbefale et besøg hos et af europas førende online reklame bureauer
http://www.gluelondon.com/work/index.php, der har en stor samling af deres arbejde liggende online.
En anden tendens som vi også vil se mere til er skabelsen af kampagnesites i forbindelse med onlinekampagner. Det giver brugerne en bedre mulighed for at finde relevant information omkring det pågældende produkt, der bliver annonceret for. Ved at gøre brug af kampagnesites udnytter man ligeledes internettets interaktive muligheder, og derved får brugerne en bedre mulighed for at se og føle annoncørens produkt.

”Site ownership” eller på dansk ”ejerskab en af side” er ligeledes en tendens, der har været fremherskende i den senere tid. Kort fortalt går det ud på at en annoncør overtager dele af et medie. Man ser det typisk på en forside eller en sektion/område på en hjemmeside hvor alle bannere og ofte også hele layoutet bliver domineret af en annoncør. Dette bliver en eksponeringsform, vi vil se meget mere til de kommende år, da det på nuværende tidspunt stadig kun er et fåtal af medier som tilbyder dette produkt.