MEDIEBLOGGEN

Denne blog er ikke længere aktiv, da vi fremover skriver indlæg på www.mediacom.dk, hvor du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev.

mandag, januar 02, 2006

Bloggen til prøve i 2006

2006 bliver året, hvor webloggen skal vise sit potentiale. Kan dette nye medie holde til en kommercialisering, eller er bloggen i sin natur for uafhængig og anarkistisk en størrelse at tæmme?
Af Nikolai Johnsen
I 2005 fandt de danske virksomheder det perfekte medie til at kommunikere, hvordan de forsøger at opretholde deres sociale ansvar. Webloggen blev fx Arlas mulighed for at give indtryk af, at de er et åbensindet foretagende, der kan tåle at vise ”vasketøjet” frem for åbent net.
Men hvor PR-afdelingerne var adrætte i deres brug af mediet, har det knebet alvorligt med at finde succesfulde blogs af den selvstændige slags. Af samme årsag findes der stort set ingen annonceringsmuligheder, der kan give bloggen sin egen plads på medieplanen.
Men de selvstændige, interessebaserede blogs skal nok komme. Allerede nu har væksten i Danmark taget gazellefart, og de kommercielle drivkræfter vil inden længe stå over for et helt anderledes problem. Vil et medie som bloggen miste sin slagkraftighed, hvis læseren mødes med bannerreklamer og tekstlinks, der er til stede for at give ejeren af bloggen kontanter i lommen?
I USA er det lykkedes annoncørerne at løse problemet ved at tilrettelægge annoncerne ud fra en mere ydmyg og afmålt tilgang til det kreative materiale. Her opfordres annoncører til at møde bloggerne på deres egne præmisser ved at tilbyde informationer eller tilbud, der er målrettet ud fra bloggens interessefelt. For eksempel er det ikke nok for en annoncør på en blog om hi-fi-udstyr, at budskabet lyder noget i retning af "Vi har de vildeste højtalere!". Lyder budskabet derimod "Se top-10 links over de bedste producenter af højtalere på vores website", har annoncøren tilbudt en merværdi under bloggens forudsætninger.
Endelig kan en annoncør for den rette pris naturligvis også ende med at få direkte indflydelse på det redaktionelle indhold. Men her er det først for alvor tvivlsomt, om brugerne har tålmodighed og tillid til at se essensen af bloggen blive ændret til fordel for højest bydende.
Den næste udfordring i rækken bliver at kunne skabe et overblik over udbuddet af blogs. Det vil være oplagt for eksisterende eller nye annoncenetværk at systematisere og forbinde kontakterne, som det på nuværende tidspunkt ses med de mindre websites i Danmark.
Hvis netværkene kan løse disse problemer, har danske annoncører til gengæld fået en unik mulighed for at ramme en købestærk og indflydelsesrig målgruppe.


En gennemsnitlig bruger af en blog vil se sådan ud:
- Mand
- Early adopter
- Interesseret i teknologi
- Stærk forbruger
- Mediekritisk
- Opinionleader


For et godt overblik over nogle af de danske blogs se:
www.overskrift.dk

Se eksempler på annoncering på disse blogs:
www.gadgetreview.com
www.babychic101.com
www.gawker.com