MEDIEBLOGGEN

Denne blog er ikke længere aktiv, da vi fremover skriver indlæg på www.mediacom.dk, hvor du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev.

torsdag, maj 31, 2007

Hvad kan vi forvente af web 3.0. eller ”det semantiske web”?

For nogen er det måske lige tidligt nok at snakke om web 3.0., men for de, der interesserer sig for, hvordan nettet kommer til at se ud om nogle år, tilbyder denne artikel et kig ind i fremtiden.
Af Annemarie Kirk

Som arvtager for web 2.0. ligger navnet web 3.0. lige for, men fremtidens web kaldes også ”Det semantiske web”. Sjovt nok, når nu ordet semantik indgår i navnet, så er opfinder af internettet Tim Berners-Lee ikke tilfreds med navnet. Han synes, det bør hedde ”the Data Web”, da det bedre beskriver, hvad vi kommer til at se og opleve. Berners-Lee har dog accepteret, at termen ”det semantiske web” er kommet for at blive.

Søgning på tværs af databaser
Hvorom alting er, så handler næste generation af internettet om den mening som fremadrettet vil kunne udledes af nettet. Nogle elementer i web 3.0. er kommet frem som resultat af research indenfor kunstig intelligens, men det er en fejlantagelse at tro, at web 3.0. er baseret på kunstig intelligens. Men vi vil opleve, at de svar, der returneres til os vil være mere intelligente og minde om noget, som et menneske ville komme med, fordi en masse elementer forudsættes og præferencer kendes. Derudover vil web 3.0. trække data fra en masse forskellige lokaliteter. Så Berners-Lees ”the Data Web” rammer meget godt, fordi web 3.0. handler om data; i særdeleshed handler det om at gøre data, der allerede findes, tilgængelige for brugerne. Det kan både være data, der ligger på et website, på ens pc eller i en firmadatabase, som gøres tilgængeligt og søgbart via det semantiske web.

Et kig ind i fremtiden
Lad mig give et eksempel, som kan illustrere, hvad man kan komme til at forvente sig af det semantiske net. For nogle måneder siden modtog jeg en mail fra en tidligere kollega. Han skrev:

”Hej A. Du må fortælle mig om Geneve! Det ser ud til at vinterens skitur går derned omkring... Der er ingen billige Malaga-fly i uge 7;-(), så nu har jeg booket billetter til Geneve! Hvad er nærmeste skisportssted???”

For en frankofil skifreak som mig var det let at svare på det spørgsmål. Med mit kendskab til kollegaens familieforhold, gift med børn på syv og 10 år, anbefalede jeg straks Samöens, som ligger tæt på Geneve og er et børnevenligt skisportssted. Desuden skrev jeg tilbage, at de skulle overveje at leje en bil, da man som skiturist ofte bliver flået, når man skal fra lufthavnen til skiområder. Og sidst men ikke mindst nævnede jeg, at de skulle huske at tage sig god tid, når de skulle til afgangslufthavnen, da den ligger længere væk end de fleste tror.

Book ferie i ét hug
Om få år vil ovenstående proces dog kunne afkortes væsentligt og gøres uafhængig af nuværende eller tidligere kolleger, da web 3.0. vil kunne give de samme svar. Man vil også let kunne booke hele ferien i et hug. Med web 3.0. vil vi nemlig opleve, at information matches på tværs af databaser og tilpasses ens præferencer. Man må forvente, at f.eks. en ferie kan bookes i en håndevending, fordi alle faktorer er kendte på forhånd. Ferieuge og deltagere trækkes fra ens familiekalender, budget trækkes fra netbanken og destination kendes enten, fordi ens præferencer kendes, eller det er det eneste, man bliver bedt om at tage stilling til.

Web 3.0. bygger bro
En oplevelse med web 3.0. vil være specielt fra tidligere weboplevelser, idet al data vil kunne forbindes, og en mening kan udledes af disse data. Altså begge forældre har ferie i ugerne 28-29, der står 25.000 kr. på feriekontoen, og de har været på Korsika de seneste tre år i juli. Det vil ikke kræve at en menneskehjerne først skal kigge alle resultaterne igennem, sådan som vi kender det i dag. Alt præsenteres, som man gerne vil have det og på den lettest tilgængelige facon. Web 3.0. bygger bro mellem de elementer, som p.t. ikke snakker sammen. På engelsk siger man populært, at web 3.0. ”connects the dots.”
Nova Spivack, en af personerne involveret i udviklingen af web 3.0., siger: ”I call it the World Wide Database. (…) We are going from a Web of connected documents to a Web of connected data.” Den nysgerrige læser spørger måske sig selv, hvornår denne nye web generation er klar og svaret er ikke let at komme med. Det positive er dog, at flere af de teknologier, der på nuværende tidspunkt ser ud til at skulle bære web 3.0., allerede findes.

Hvad betyder web 3.0. for virksomheder
Det er svært på nuværende tidspunkt at sige så meget om, hvad web 3.0. kommer til at betyde for markedsføring og for virksomheder, der afsætter produkter via nettet. Men et af de ord, der går igen, når man læser artikler om web 3.0., er præferencer. At meget af det man vil foretage sig er baseret på, hvad man plejer at gøre. Jeg sidder f.eks. helst på en bestemt plads i flyet, derfor bookes denne plads med det samme, når jeg booker min billet. Eller jeg har en præference for et flyselskab frem for et andet, hvorfor jeg altid vil få præsenteret de resultater først etc.

Præferencer og relationer er centrale
Så hvis man skal sige noget om, hvad virksomheder skal gøre for at være klar til web 3.0., så handler det nok først og fremmest om, at deres teknisk ansvarlige tuner ind til de diskussioner, der foregår på nettet p.t. Desuden skal man arbejde mere indgående med CRM, fordi præferencer og loyalitet kommer til at spille en stor rolle. Og med præferencer menes ikke nødvendigvis ens egne præferencer; man kommer til at læne sig mere op ad sine relationers præferencer fremover. Så hvis en person har en god eller dårlig oplevelse med et produkt eller et brand, kan denne oplevelse smitte til resten af denne persons netværk via de relationer vi har.