MEDIEBLOGGEN

Denne blog er ikke længere aktiv, da vi fremover skriver indlæg på www.mediacom.dk, hvor du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev.

mandag, marts 12, 2007

Hvad er det med fænomenet Second Life?

Af Annemarie Kirk, Mediacom Interactive
Second Life nyder kraftig medie medvind, skønt sitet har meget få danske brugere. Alligevel er det værd at holde øje med. Flere medier har fået øjnene op for fænomenet. Man kan ikke åbne en avis, lytte til radio eller se tv, uden at der er referencer til især Second Life og de muligheder og udfordringer, som universet giver privatpersoner, virksomheder og institutioner.


Ifølge vore oplysninger er der dog kun fire millioner registrerede brugere i verden. Vi skriver ”kun”, fordi set i forhold til omtalen af Second Life, skulle man tro, at der var langt flere. Af de fire millioner er under 1 % fra Danmark; det giver omkring 40.000 registrerede brugere fra vort sprogområde. Hvis man logger ind, viser de seneste tal, at man kun kan forvente at møde 15.000 på et givent tidspunkt. I modsætning hertil har f.eks. det danske ungdomssite Arto knap 9.000 brugere online en almindelig onsdag formiddag. Second Life er i dag til dels drevet af mediespin, vil vi påstå. Fire millioner brugere på verdensplan er ikke mange. Men det ændrer ikke ved, at der er muligheder i at oprette et virtuelt liv. Mulighederne for bl.a. at holde møder, oprette servicecentre etc. i et virtuelt 3D-univers er også interessante. Så du skal holde øje med Second Life om ikke andet så for applikationens skyld.

Derfor har Mediacom besluttet at følge dette univers med kritiske briller og at tilbyde vore kunder løbende opdateringer på, hvad der sker. Første artikel vil være en introduktion til Second Life. Læs de kommende udgaver af MediaComments (Mediacom's nyhedsbrev) eller kontakt vore interaktive eksperter på 33 76 00 00.

Som tidligere omtalt her på bloggen kan du besøge Mediacom Interactive i Second Life, hvor vores filial i Norge har oprettet en virtuel afdeling.