MEDIEBLOGGEN

Denne blog er ikke længere aktiv, da vi fremover skriver indlæg på www.mediacom.dk, hvor du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev.

fredag, juni 01, 2007

Tor Nørretranders åbner Reboot 9

Af Annemarie Kirk

Mediacom har en gruppe medarbejdere på Reboot 9, som i disse dage løber af stablen i Kedelhallen på Frederiksberg. Det var en spændende overraskelse for os at opdage, at konferencen åbnede med en præsentation af Tor Nørretranders. Da vi havde sat os til rette, og de indledende informationer var givet, tog Nørretranders scenen og talte om "humanism". "Humanism?" med et spørgsmålstegn efter ordet er emnet for dette års Reboot, og Nørretranders videregav nogle spændende pointer, som jeg har forsøgt at opsummere herunder. Vi vil blogge fra Reboot i morgen fredag også; forudsat at det trådløse netværk virker...

Det er sjældent, at man med rette og god samvittighed kan snakke om paradigmeskift, men det var netop et paradigmeskift, som var centrum for Nørretranders præsentation. Han argumenterede for, at vi har bevæget os fra, hvad han kalder Civilisation 1.0. til Civilisation 2.0. I Nørretranders verden er Civilisation 1.0. en verden regeret af hovedkvarterer, hvor information er samlet centralt, mens
Civilisation 2.0. har områder som peer-2-peer, flow (f.eks. flow of matter, flow of information, flow of relations) og links som sit omdrejningspunkt. Ifølge Nørretranders skete dette paradigmeskift sidste år, for da indså verden, at fokus har ændret sig; dette bl.a. eksemplificeret ved Time Magazines kåring af "YOU" som årets person 2006.

Nørretranders uddybede yderligere, hvad han mener Civilisation 2.0. er: ‘Civilisation 2.0. er en udvidelse af web 2.0. En enkelt ide, der viser, at vi er ved et vendepunkt i udviklingen af det menneskelige samfund. Nørretranders gav desuden nogle håndgribelige eksempler på, hvad Civilisation 2.0. er:

Ny økonomi: "the long tail" via search, open source projekter
Nye fødevarer: vilde planter og dyr
Ny energi: genbrugelig/genanvendelig energi såsom solenergi
Ny social orden: peer-2-peer
Nye levemåder: nomader

Vi er på vej ind i en verden, som Nørretranders kalder "The Link Age". Dette begreb dækker over en verden som er defineret ved netværk og relationer, og Nørretranders afsluttede med at fastslå, hvad det vil sige at være "human": "So being human means that we understand what it is to be human: i.e. relations."

Og i og med det overordnede tema er "humanism?" på Reboot vil vi vende tilbage til dette de kommende dage. Der var mange spændende emner og ideer den første dag, og der var i stor udstrækning fokus på relationer og betydningen af web 2.0. i mange forskellige sammenhænge. Hold øje med bloggen for opdateringer.