MEDIEBLOGGEN

Denne blog er ikke længere aktiv, da vi fremover skriver indlæg på www.mediacom.dk, hvor du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev.

tirsdag, september 04, 2007

Måling af online forbrugeradfærd

Mediacom vil fremover benytte Gemius til online trafikmåling og kampagneplanlægning.
Af Christian Sondrup
I august måned blev der indgået en aftale mellem DRRB og det polske analyseinstitut Gemius om online trafikmåling. Genius kombinerer deres trafiktal med oplysninger om forbruger-adfærd fra et panel på over 100.000 danskere. De kvantitative trafikoplysninger kan derfor fremover uddybes med bl.a. netshoppingvaner og mere præcise demografiske oplysninger om bl.a. køn, alder, bopæl, indkomst osv., hvilket giver mulighed for at kommunikere målrettet mod smallere målgrupper ved at annoncere på mindre internetsider og undersites.

Mediacom Interactive ser frem til at tage dette nye planlægningsværktøj i brug og har fuldt nøje med i de nye muligheder, som Gemius åbner op for. Med Gemius’ målemetoder bliver det muligt at sikre større træfsikkerhed i forhold til en given målgruppe, da systemet kortlægger forskellige målgruppers færden på internettet. Dermed kan diverse internetsider og ikke mindst deres undersites rangordnes efter hvor godt, de rammer en specifik målgruppe og der kan laves en mere detaljeret profil over brugerne.

Med udgangspunkt i det store panel af over 100.000 brugere bliver den fremtidige online planlægning for alvor vidensbaseret. Med Gemius kan det hurtigt vurderes hvilke livstils-sites, der bedst rammer folk med høj indtægt eller eksempelvis hvilke musiksites unge kvinder besøger.

Specificeret information på undersite-niveau er dog ikke tilgængeligt for alle sites lige med det samme. I første omgang er det de mest besøgte danske sites, men flere mellemstore og mindre sites vil blive inkluderet i Gemius’ målinger i løbet af det næste års tid og så bliver det rigtig interessant.