MEDIEBLOGGEN

Denne blog er ikke længere aktiv, da vi fremover skriver indlæg på www.mediacom.dk, hvor du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev.

onsdag, september 20, 2006

Høj klikrate fra Børsen på lavinteresseprodukt

Artikel fra Børsen d. 20/9-2006
Hvor gammel regner du med at blive? Det er et udfordrende spørgsmål at stille på nettet og en dramatisk indgang til et lavinteresseområde. Pensionsopsparing opfattes som besværligt og fjernt, men Danica Pensions budskab rejser et højinteressespørgsmål: Hvordan vil du finansiere din tilværelse, hvis du lever længere end din tiårige police?

Danica Pension har placeret budgettet hos Mediacom, hvor interactive planner Søren Clausen har håndteret online-delen af kampagnen. Bannerne er udformet af Zupa.
- Denne online-kampagne skal ramme bredt, og det præger medievalget. Frem-stødet er en del af en halvårsplan, der er opdelt i fire perioder. Vi er nu igennem de to sommerbølger, de to næste falder i løbet af efteråret og vinteren. Resultaterne indtil nu er over forventning, og bannerannoncerne er et fint eksempel på, hvordan interaktiv reklame kan involvere, selv om emnet er tørt, lyder Søren Clausens vurdering. Han tilføjer, at et højt tryk på tv giver genkendelighed på nettet.
Midt i forløbet er det naturligt at evaluere resultaterne og se, om budskabets udformning er blevet slidt. Selvfølgelig skal resultaterne analyseres, og det kan give anledning til justeringer af såvel konceptet som medievalget. Søren Clausen forudser dog, at bannerne i deres nuværende form fortsat kan generere mange klik i de kommende måneder.
- Når vi taler om Børsen Online, så er responsen seriøs, hvilket ikke er så mærkeligt, når man tager kvaliteten af Børsens læsere i betragtning. Til gengæld er Børsen også dyrere end for eksempel Ekstra Bladet. Men selv ud fra en prisvurdering er Børsen effektiv og en vigtig del af kampagneplanen, siger Søren Clausen, Mediacom.