MEDIEBLOGGEN

Denne blog er ikke længere aktiv, da vi fremover skriver indlæg på www.mediacom.dk, hvor du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev.

fredag, oktober 26, 2007

Valgkamp på nettet

Af Christian Sondrup
Valgkampen 2007 er i høj grad rykket ud på nettet, hvilket betyder, at der de næste tre uger vil være ekstra kamp om internetbrugernes opmærksomhed. Nogle politiske partier har valgt at satse stor del af deres kampagnebudget på net-annoncering ud fra en vurdering af, at dette medie giver den bedste dækning for færrest mulige penge og mulighed for interaktion med vælgerne.

I det hele taget har de politiske partier kastet sig over internettets muligheder i denne omgang. Udover banner-annoncering bliver der gjort brug af SEM (Google Adwords), hvor flere partier eksempelvis har købt søgeordet ”velfærd”. Men den mest markante tendens er brugen af sociale medier, som YouTube, Flickr, Facebook, MySpace osv., hvor mange partier og politikere har oprettet profiler. Derudover har flere partier videoer og podcasts til download på deres sites og en hel del politikere skriver deres egne blogs.

Overskrift.dk har lavet et overblik over partiernes blog-aktiviteter. Som det ses af grafen ligger SF indtil videre markant i spidsen, hvad blog-skriverier angår. Fordelen ved video og blogs er, at politikerne undgår ”mediefilteret” og således ikke bliver afbrudt eller redigeret af en journalist.

I forhold til sidste valgkamp i 2005 er der en klar tendens til, at det ikke længere handler om at få vælgerne til at klikke ind, hvor politikerne er, men i stedet satser politikerne på at være til stede, hvor vælgerne er. Derfor er der så stort fokus på de sociale medier og internettet i det hele taget.