MEDIEBLOGGEN

Denne blog er ikke længere aktiv, da vi fremover skriver indlæg på www.mediacom.dk, hvor du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev.

tirsdag, januar 30, 2007

Nye tracking-tiltag hos Mediacom

En række nye tracking-tiltag giver mulighed for bedre geografisk targeting og automatisk optimering af banner-kreativer.
Af Christian Sondrup
I Mediacom Interactive benyttes et avanceret tracking-system til løbende at optimere og evaluere vores kunders online kampagner. Dette tracking-system vil i løbet af foråret blive udvidet med et par nye tiltag, der kan bruges til at gøre trackingen endnu mere detaljeret. Deres udsendte blog-skribent fangede tracking-ekspert Lars M. B. Anthonisen i et ledigt øjeblik. Her fortalte han om perspektiverne for de nye tiltag og om hvorfor tracking i det hele taget er så vigtigt for online-kampagner.

Et af de kommende tiltag er såkaldt geo-targeting. Kan du forklare for vores læsere, hvad dette går ud på og vil betyde for annoncørerne?

”Geo-targeting gør det muligt for os i kampagner at segmentere direkte mod forskellige landsdele. Dette foregår konkret ved at forskellige bannere oploades til vores tracking-system. Via registrering af IP-adresser kan der sørges for, at eksempelvis befolkningen øst og vest for Storebælt bliver eksponeret for hver deres budskab/banner. På den måde vil det bl.a. være muligt at tilpasse bannere til udvalgte landsdele eller kommuner rundt omkring i landet. Det giver os nye muligheder for at ramme vores kunders målgrupper endnu mere direkte.

Et eksempel kunne være et specifikt tilbud på en avis (Politiken) øst for Storebælt og en anden avis (JP) vest for Storebælt. Vi kan derfor ved at indkøbe placeringer som hidtil og bruge geo-targeting ramme målgruppen endnu mere præcist. Det eneste der kræves, er forskellige banner­kreativer.”

Et andet nyt tiltag er rotators (bannere i rotation). Hvad vil det få af betydning for kampagne-planlægningen?

”Ja, rotators er et spændende tiltag, som vi forventer meget af. Det vil fremover gøre det nemmere at håndtere og optimere bannere i rotation. Pointen er, at vores system nu selv kan vurdere, hvilket banner-kreativ, der performer bedst ud fra f.eks. klik- og/eller konverteringsrate. Ud fra denne vurdering bliver systemet i stand til selv at opprioritere det format, der fungerer bedst i forhold til målsætningen. På den måde giver denne nyudvikling af rotators mulighed for automatisk optimering af online-kampagner.”

Kan du give et eksempel på, hvad det kan bruges til i praksis?

”Hvis vi bruger samme eksempel som før med en avis-kampagne, så lad os antage, at vi har to forskellige bannere fra samme kampagne. Hvis vi har valgt, at bannerne skal optimeres efter klikraten, så vil tracking-systemet efter et stykke tid selv kunne vurdere hvilket banner, der performer bedst – altså leverer flest klik - og derefter give dette format de fleste eksponeringer. Det vil give en mere effektiv kampagne og optimere den samlede performance.”

Det lyder ikke dårligt. Kan du afslutningsvis sige noget om de mere overordnede fordele ved sådanne tracking-systemer?

”Det er en åbenlys fordel ved sådanne systemer, at de måler på samme måde på alle sites/medier. Det gør det nemmere at lave sammenligninger og benchmark-analyser. Brugen af den samme målemetode for forskellige medier giver alt andet lige et mere retvisende billede af en samlet kampagnes performance.

En anden bonus ved at benytte tracking-systemer er, at det er nemmere at forebygge og bekæmpe f.eks. kliksnyd hos medierne. Dette sker ved, at trackingen registrerer både klik og unikke klik, som vi så kan sammenligne ved hjælp af IP-adresseudtræk. Dette giver både os og kunderne [annoncørerne] en tryghed for at de får det, de betaler for, hvilket måske er den største fordel ved tracking i det hele taget.”



Kommentarer: 1

fredag, januar 26, 2007

Mediacom Interactive høster anerkendelse for internetkampagner

Ved Danish Internet Awards, der blev overrakt torsdag aften, var Mediacom involveret i to vindende kampagner.
Af Mediacom
Årets Effektpris (søgeord) gik til Flybillet for "Flybillet.dk" Kampagnen, der havde Mediacom Interactive som media-bureau, fik prisen med den begrundelse, at der kontinuerligt blev kørt tracking på alle ord i kampagnen. Denne viden blev brugt til at optimere Return Of Investment. Kampagnen genererede mere end 400.000 klik og 17.000 leads, hvilket gav en konvertering på 4.21 %. Med en lead værdi på omkring kr. 300 per lead, genererede årets vinder en omsætning på 6 mio. kroner, lød juryens begrundelse.

Årets synergipris på Danish Internet Awards gik til Danske Bank – for Image viral/brugerinvolvering. Kampagnen, også med Mediacom Interactive som bureau, blev belønnet fordi den forstod at udnytte sin grundlæggende ide på alle medier, og benyttede en ironi som gør, at den følte ægte og troværdig.
Mediacom Interactive glæder sig samtidig over, at publikums-prisen på DIA07 gik til Mediabroker, da Mediabrokers kunder håndteres af Mediacom Interactive.


Kommentarer: 1

tirsdag, januar 16, 2007

Nettet trækker for alvor annoncører

Indslag i P1 Morgen, 4. januar

På få år har Internettet bevæget sig fra at være et perifert annoncemedie til at være en stor konkurrent til avisannoncer og TV-reklamer.

Faktisk vokser antallet af bannerreklamer, søge­maskineannoncer og andre former for annoncering på nettet så markant i de her år, at omsætningen i 2006 forventes at nå 1,8 milliarder kroner.

Hvor avisannoncer er på vej tilbage og TV-reklamerne ligger stabilt, stormer Internettet frem. Faktisk viser prognoser på omsætningen af det samlede annoncemarked, at Internettet sidste år havde en vækst på hele 38%. Det skyldes ifølge Henrik Løwe, der er Interactive Director i medie­bureauet Mediacom, to ting. For det første at det i dag er muligt at nå nærmest alle danskere via nettet, da to ud af tre har bredbånd derhjemme. Og for det andet at effekten af annoncering på Internettet kan dokumenteres ned til mindste detalje.

”Internettet har bevist gennem længere tid, at det er et utroligt effektivt responsmedie. Det har vi kunne gennemskue via al den tracking, vi laver på vores kampagner. Dvs. ved at kontrollere, hvad der kommer ud af, at folk har set et banner, eller de klikker på det, og når de så kommer videre over til et website, om de så også foretager den handling, som vi har sat som målsætning.”

Og endelig er Internettet også stadig et forholdsvis billigt sted at lægge sine annoncekroner, mener Henrik Løwe.

”På et medie som nettet vil der være begrænsninger for hvor meget, man kan tillade sig at sætte priserne op, fordi at der er så mange andre mediemuligheder at tage fat i, hvor man kan ramme de samme målgrupper. På Internettet der opererer vi med mellem 100 og 150 medier, som er de største sites i Danmark, hvor vi placerer vores annoncer. På TV har vi et ret begrænset antal TV-kanaler, hvilket gør, at de kan konkurrere meget mere på pris og presse det marked.”

Hele indslaget fra P1 Morgen kan høres her.


Kommentarer: 0

tirsdag, januar 02, 2007

12 Mediacom-kampagner nomineret til Danish Internet Award 2007

Der er 46 kampagner shortlistet til årets Danish Internet Award (DIA 07), hvoraf de 12 kommer fra Mediacom.

"Vi er meget tilfredse med nomineringerne, da det gør os til bureauet med flest kampagner på shortlisten. Vi er primært repræsenteret i effektpris-kategorien, hvilket også tydeligt afspejler det arbejde, vi har stor fokus på for vores kunder. Vi glæder os over branchens anerkendelse af vores arbejde og ser frem til det store award show den 18. januar," siger Henrik Løwe, Interactive Director.

Nominerede kampagner:

Kampagnesite:
- TOP TOY A/S – BR og Toys’R’Us: "Fastelavnsmysteriet.dk"
- Scandic: Scandic City Breakers

Synergi:
- TOP-TOY A/S - BR og Toys’R Us: Fastelavnsmysteriet

Effekt (medievalg):
- TDC Totalløsninger A/S: Bredbånd & Hastighed
- Danica Pension v/Danske Bank, eKommunikation: Langt Liv

Effekt (søgeord):
- TDC Erhverv: TDC Erhverv Søgeord 2006
- Ikea: Ikea Søgeord 2006
- TDC Kabel TV: TDC Kabel TV - Webspeed 2006

Job:
- Danske Bank: Danske Bank Elevkampagne 2006
- BG Bank: BG Bank elev-kampagne 2006
- Beskæftigelsesministeriet: Seniorpraksis

Publikumsprisen:
- Falck


Læs mere om arrangementet: www.dia07.dk


Kommentarer: 2

Årets vigtigste person: Dig

Time Magazine benyttede december måned til at se tilbage på det forgangne år og udpege årets vigtigste person. Og vinderen er denne gang hverken at finde blandt præsidenter eller fredsforhandlere. Vinderen er dig, den interaktivt-involverede internet-bruger.
2006 blev på mange måder et gennembrudsår for internet-baserede samfund og netværker. Universer som hurtigt voksede sig store pga. mange små, individuelle bidrag. Wikipedia, MySpace, Second Life og YouTube er blot de mest iøjefaldende, men der er langt flere af slagsen. Og de har betydning. På den baggrund har Time Magazine besluttet, at årets vigtigste person er dig.
Begrundelsen lyder: “For seizing the reins of the global media, for founding and framing the new digital democracy, for working for nothing and beating the pros at their own game, TIME's Person of the Year for 2006 is you.”

”Vi er i Mediacom Interactive enige i, at de aktive internet-brugere og ikke mindst de universer, de sammen skaber, er blevet meget betydningsfulde i løbet af 2006. Denne udvikling vil vi se fortsætte i 2007, hvilket ikke mindst medvirker til at gøre internet-annoncering endnu mere spændende og relevant at beskæftige sig med,” vurderer Henrik Løwe, Interactive Director.

Læs hele artiklen fra Time Magazine her.


Kommentarer: 0